DA
  • International

  • English Version EN

Lipødem

Sygdommen lipødem er en smertefuld fedtfordelingsforstyrrelse, som næsten udelukkende rammer kvinder. Ved et lipødem ophobes fedtceller på ekstremiteterne. Fedtophobningerne kan forekomme på benene, på bagdelen, på hoften og på armene. Her er vævet særligt tryk- og smertefølsomt. I modsætning til symptomerne er fedtophobningen i sig selv sport- og diætresistent. Du får den nyeste viden om årsager, symptomer, diagnose og behandling af lipødem her.

Definition og ordet lipødems oprindelse

Et lipødem (græsk lip = fedt) er en smertefuld fedtvævssygdom. Det er en disproportional (ikke forholdsmæssig), symmetrisk fedtfordelingsforstyrrelse, som næsten udelukkende forekommer hos kvinder. Den rammer kun ekstremiteterne.

Da man tidligere gik ud fra, at der var tale om væskeophobning i vævet, blev sygdommen betegnet som ødem. Ifølge den nyeste forskning er der dog ved et rent lipødem ingen hævelser som følge af ophobet vævsvæske.

Forstyrret fedtfordeling

Disproportionaliteten – altså den ulige fordeling – ved lipødem optræder altid symmetrisk i begge ben eller begge arme. Torso, hoved og hals er ikke berørt. Fedtforøgelsen kan være ensartet fordelt over lår og underben (såkaldte "stolpeben") og over over- og underarme, eller kun ramme lår eller underben. Et lipødem, der strækker sig over lår- og hofteområdet, kaldes også "ridebuks"-syndrom. Et rent lipødem rammer aldrig fødder og hænder. Derfor opstår der typisk et kaliberspring – altså et slags trin – til det tilstødende område – det såkaldte "manchetfænomen". Store fedtbuler på knæ, lår eller overarm betegnes som "fedtudhæng". 

Sværhedsgrad: Smerter vs. fremtoning

Ekstremiteternes ydre fremtoning hænger ikke sammen med omfanget af de subjektive symptomer. Det vil sige, at udprægede fedtforøgelser under visse omstændigheder kan være mindre smertefulde end relativt slanke ekstremiteter. Derfor anvendes den stadieinddeling, der har været almindeligt brugt indtil 2023, nu om dage udelukkende til at skelne mellem fremtoningen – altså morfologien. Udformningen har udelukkende beskrivende karakter. En stadieinddeling for symptomerne findes endnu ikke.

Grafik viser lipødemets stadier

Stadieinddeling til morfologisk skelnen


Årsager til lipødem

Det er næsten udelukkende kvinder, der rammes af lipødem. Der kan derfor være tale om to væsentlige faktorer, nemlig en X-kromosomal forstyrrelse eller en specifik hormonel forstyrrelse hos kvinder. Udløser af den kroniske lidelse er oftest hormonelle forandringer i kroppen, som det f.eks. er tilfældet i puberteten, under eller efter en graviditet eller overgangsalderen. Er sygdommen allerede brudt ud, kan der især i disse faser ske en forværring af symptomerne, altså et attack. En arvelig disposition for lipødem virker sandsynlig. Det er således ofte flere generationers kvinder i samme familie, der rammes af sygdommen. De præcise årsager til lipødem er dog endnu ikke endegyldigt videnskabeligt afdækket.

Andelen af lipødempatienter i befolkningen er ikke kendt. I forskellige studier går man oftest ud fra omkring 5 til 11 % af alle kvinder. Sygdommen kan komme snigende. Symptomerne bliver ofte ikke entydigt identificeret som lipødem og udholdes længe. Derudover fører den rent kliniske fremgangsmåde under diagnosticeringen undertiden til usikkerhed. Derfor bliver mange lipødemer slet ikke opdaget.

Værd at vide

Du kan finde yderligere oplysninger, tips og erfaringer fra andre patienter på vores blog Frauensache – initiativet for lipødempatienter.


Symptomer ved lipødem

Symptomerne ved lipødem kan optræde ret pludseligt eller komme snigende hen over måneder og år. De afgørende subjektive symptomer på lipødem er tryk- og berøringssmerter, spontane smerter samt en tyngdefølelse. Ved tryksmerte oplever patienter smerter allerede ved et let tryk. Berøringssmerte betyder, at blot en berøring opleves som værende smertefuld. Spontane smerter mærkes pludseligt og uden grund i vævet. Dertil kommer kroppens delvist åbenlyse disproportionalitet med delvist tydelige fedtbuler.

Ved hjælp af følgende punkter kan du finde ud af, om du eventuelt lider af et lipødem.

Grafik over symptomer ved lipødem

Udvendigt synlige symptomer

Der findes tegn, hvormed man kan konstatere et lipødem udefra:

  • Begge ben og/eller arme er overproportionalt påvirket, mens fødder og hænder er slanke og ikke berørt af lipødemet.
  • Kroppen ser ud, som om den er sat forkert sammen, overkroppen er forholdsvis slank. Benene, undertiden bagdelen, hofterne og armene er dog langt mere voluminøse.
  • Tøjstørrelserne for over- og underkroppen adskiller sig ekstremt fra hinanden.
  • Sport, sund kost og diæt viser kun få resultater de berørte steder, omfanget reduceres ikke eller kun minimalt.

Indvendigt mærkbare symptomer

Ud over de synlige tegn findes der symptomer, hvormed man kan mærke et lipødem. Disse kan forstærkes yderligere, hvis man sidder, står eller går længe, eller bare forstærkes i løbet af dagen eller på grund af varme:

  • Ekstrem berøringsfølsomhed i vævet
  • Smerter ved tryk
  • Stikkende spontane smerter
  • Tyngdefornemmelse i ben og/eller arme

Det er dog ikke alle disse subjektive lidelser, som "skal" være til stede hos alle lipødempatienter. Hvis du opdager et eller flere tegn, bør du kontakte en speciallæge. Egnede speciallægeretninger er her lymfologi og flebologi. Tidlig diagnose er vigtig for at opnå et optimalt behandlingsforløb og lindre symptomerne.


Diagnosticering af lipødem

Det varer desværre ofte meget længe undertiden flere årtier, inden diagnosen lipødem stilles. I mange tilfælde forveksles lipødemet med andre sygdomme som f.eks. adipositas, lymfødem eller lipohypertrofi, en smertefri fedtfordelingsforstyrrelse.

Diagnosen lipødem stilles klinisk. Det betyder, at patienten undersøges uden brug af billedgenererende undersøgelsesmetoder. Lægen bruger sine egne sanser. Inspektion og palpation, altså betragtning og berøring, er særlig vigtig for diagnosticering af lipødem. For at få en informativ anamnese bliver der stillet en lang række spørgsmål til patienten. Der indsamles informationer om den subjektive oplevelse af symptomerne og af familiens sygehistorie.

Der findes ingen målbare parametre, som kan påvise et lipødem. For at udelukke andre sygdomme kan der anvendes forskellige apparater til undersøgelsen – som f.eks. ultralyd for at udelukke ødem. Der kan også anvendes laboratorieparametre til differentialdiagnoser, men disse er ligeledes uegnede til at påvise lipødem.

Til den første dokumentation og forløbskontrol måles de biometriske værdier kropsvægt, kropshøjde samt taljens og hoftens omfang. Body-Mass-Index (BMI) er ikke en egnet værdi, når det gælder lipødem, da den sygelige fedtvævsforøgelse her overvurderes. Forholdet mellem taljemål og kropshøjde (Waist-to-Height-Ratio) er langt mere relevant. Disse målinger bør suppleres med målinger af de berørte ekstremiteter til brug for behandlingsplanlægning og forløbskontrol. Til at beskrive disproportionaliteten kan man anvende lipohypertrofi-kvotienten ifølge Herpertz*, som også afhænger af graden af adipositas.
 

*LipQ = omkredsen på lårets tykkeste sted i cm / højde i cm 
32-35 % = lav; 36-40 % = moderat; 41-45 % = kraftig; 46-51 % = massiv; >52 % = gigantisk

Behandling af lipødem

Når diagnosen er stillet, er det muligt og nødvendigt med terapeutiske tiltag for at lindre symptomerne. Her sammensætter lægen et "terapi-mix", som er individuelt tilpasset den enkelte patient og patientens specifikke symptomer. I den forbindelse kan medicineren vælge ud fra forskellige tiltag, som i et slags modulært system, og dosere disse i passende mængde.

Grafik over modulær lipødembehandling
Grafik over modulær lipødembehandling

Hvilke ledsage- og følgesygdomme ses ofte?

På grund af disse ledsagesygdomme og komplikationer bør lipødempatienter ved behov også rådføre sig med fagpersonale inden for ernæringsvidenskab, lymfologi, ortopædi, dermatologi og flebologi.


Afgrænsning af lipødem i forhold til lipohypertrofi, lymfødem og adipositas

Hvis man har en symmetrisk fedtfordelingsforstyrrelse på benene og/eller armene, som er smertefri, har man ikke et lipødem. Denne sygdom hedder lipohypertrofi og kræver i reglen ingen behandling. Lipohypertrofi kan dog med tiden udvikle sig til et lipødem. Også ved lymfødem og adipositas er der paralleller i forhold til lipødem. Hvordan man skelner mellem indikationerne, vises denne oversigt:

 LipødemLipohypertrofiAdipositasLymfødem
Fedtforøgelse+++++++++(+)
Disproportion af ekstremiteterne i forhold til kropsstammen++++++(+)+
Ødem *ØØ(+)+++
Tryksmerter+++ØØØ
Symmetri+++Ø

Symbolforklaring:

+ til +++ foreligger; (+) mulig; Ø foreligger ikke

* Ødemets udformning er variabel og afhænger altid af omfanget af forbehandling samt af sygdomsstadiet.

Vigtigt

Denne selvtest erstatter ikke et besøg hos en speciallæge. For at kunne stille en korrekt diagnose er et sådant besøg absolut nødvendigt.